Ny livsstil – ny kost – ny morgenmad

En af de ting jeg som Health mentor er meget opmærksom på, når jeg modtager dig som klient, er hvad du spiser. Dette fordi din kost er alfa omega i forhold til din velbefindende. Med en god og sund basis kost, der støtter dit energiniveau, mave/tarm system, nervesystem og giver god næring til din hjerne, har vi et rigtigt godt udgangspunkt for en sundere, stærkere og friskere dig.

 

   

 

Det jeg oplever igen og igen er, at mine klienter kæmper med morgenmaden. Ofte fordi de ikke er vant til at spise om morgenen; enten grundet travlhed eller fordi de simpelthen mangler appetit på det tidspunkt af dagen. For dem der sætter pris på deres morgenmad, oplever jeg ofte, at de ikke ved hvad de skal spise, når jeg beder dem om at stoppe med at spise korn og mælkeprodukter.

Dette er en problematik jeg meget tydeligt selv husker at have stået overfor og derfor forstår, men også ved at man kan overvinde.

 

  

 

For 12 år siden konsulterede jeg nogle super dygtige diætister og læger i USA, for at få vejledning til træning, kost mm til min handicappede datter.

Alle sagde de enstemmigt, at jeg skulle stoppe med at give hende mælk, sukker og gluten. Og det er faktisk en af de større problematikker, jeg har stået overfor igennem livet med hende. Jeg gik helt i sort ved tanken om at min datter skulle til kun at spise kød og grøntsager morgen, middag og aften. Min verden væltede ved tanken om, at hun ikke længere skulle have sin elskede havregrød med banan om morgenen. Og hvad med fredagsslik, mælk i sutteflasken og rugbrødsmadder med leverpostej? For ikke at tale om hvad andre mennesker ville tænke, når hun skulle spise kyllingefrikadeller, broccoli og økologiske olier til morgenmad? 

 

Idag ved jeg at, det handlede om at JEG skulle slippe alle mine gamle vaner og alt det “man” gør og altid har gjort.

 

Jeg ved nu, at det bl.a. var tanken om alt besværet ved ikke bare at kunne smække en hurtig rugbrødsmad på bordet, der gjorde, at jeg blokerede sådan over den nye livsstil, min datter skulle til at leve efter. Og inderst inde troede jeg heller ikke helt på, at kosten kunne spille så stor en rolle for hendes helbred og hjerne. Jeg havde virkelig svært ved at slippe den gode gamle kostpyramide med masser af brød, kornprodukter, kartofler og knap så meget kød og fedtstoffer. 

 

 

 

Jeg brugte virkelig lang tid på, at finde fødevarer, der kunne erstatte og efterligne det min datter ikke længere måtte få. 12 år tilbage i tiden, var det slet ikke udbredt at leve uden sukker, korn og mælkeprodukter, som det mere og mere er blevet det idag. “Erstatnings”produkter fandtes ikke i almindelige supermarkeder, så jeg kørte i pendulfart de 30 km til nærmeste helsekost butik og brugte mange penge hver gang.

Efter mange måneder med rigtigt mange timer i køkkenet og ret mange mislykkede forsøg på at lave måltider, der skulle minde om noget det aldrig rigtigt blev, fandt jeg endelig ud af, at min datter “bare” skulle have kød, grøntsager og gode olier. Stegte, kogte, dampede eller bagte grøntsager med kød og sunde olier til. At det var nøjagtigt hvad hendes mave, hjerne, hud, hår og ikke mindst immunsystem havde og har brug for.

 

Og det er præcist hvad jeg gerne vil lære mine klienter: at det kan være ganske nemt at leve efter nye kostprincipper, hvis man husker at gøre det enkelt for sig selv.

 

Jeg eksperimenterer stadig i stor stil i køkkenet, for at finde nye sunde retter. Men idag gør jeg det af lyst og fordi jeg finder det sjovt. Ikke fordi jeg desperat prøver at fastholde det vi spiste engang (selvom jeg altså stadig eksperimenterer med nye sundere versioner af forskellige retter indimellem). Men faktisk har jeg det oftest sådan, at hvis vi virkelig trænger til at spise noget fra tidligere, som af sundhedsmæssige årsager ikke er en del af vores daglige kost længere, så spiser vi den oprindelige ret og vender tilbage til det sunde mad dagen efter.

 

    

 

Tilbage til morgenmaden, kommer her mine bedste råd til at implementere nye sundere vaner uden korn, sukker og mælkeprodukter:

  • Sørg for altid at have boller og brød lavet af kerner og frø i fryseren, så du nemt kan tage dem op på travle dage. Spis dem med økologisk oksespegepølse, kyllingepålæg eller andet godt pålæg. Spørg mig gerne for opskrift på marlene@higherliving.dk 
  • Lav rigeligt aftensmad og spis rester næste morgen. Hvis du føler, at varm mad kun hører aften til, handler det blot om at du skal ændre en gammel vane 😉
  • Kog æg til et par dage. Det er nemt lige at pille et æg og spise med lidt øko mayonnaise og grøntsagsstave til.
  • Lav masser af grøntsagsstave og kom i glas og på køl. De er lette at have med på farten sammen med feks hakkebøf, kyllingefrikadeller eller et kyllingelår på travle morgener
  • Har du lidt tid, kan du lave en æggewrap ved at piske et æg sammen og stege det som en tynd pandekage i lidt olie. Med lidt salatrester fra aftensmaden dagen før, har du et hurtigt, lækkert og solidt måltid.
  • Du kan også lynstege grøntsager på panden og servere sammen med scrambled egg.
  • Lav chiagrød af 2 dl plantemælk (jeg foretrækker kokosmælk, fordi jeg godt kan lide den fede konsistens), 3 spsk chiafrø, lidt vaniljepulver (ikke sukker). Lad stå natten over og spis med lækre bær om morgenen. Hvis du vælger, at blende bær med i mælken ved iblødsætning, får du en virkelig smuk farve grød! Hvis grøden bliver for tyk, kan du røre lidt mere mælk i om morgenen.
  • Lav en lækker smoothie. En to-go blender er altså virkelig guld værd. Hardcore blendefunktion, fiks at have med og nem at rengøre. Hvis du tilsætter god og nærende planteproteinpulver, er du godt kørende fra starten af dagen https://nuzesthigherliving.nordicvms.com/Catalogue.aspx  Forsøg at bruge 80% grøntsager og højest 20% frugt/bær
  • Hæld sunde økologiske olier over din mad eller i din smoothie. Rigtigt gerne hørfrøolie, men der findes også lækre oliven og rapsolier tilsat krydderier, du kan hælde over salater og grøntsager.
  • Alternativt kan du tage et olieshot med lige dele olie og ren juice. Hud, hår, hjerne, blodsukker, nervesystem og mave vil elske dig for det!

 

Og husk at jo mere enkelt du holder det – jo lettere bliver det at fastholde din nye sunde livsstil med sundere kost og nye morgenmadsvaner 🙂

 

  

 

På billederne her på siden, er der eksempler på min morgenmad. 3 dage om ugen spiser jeg morgenmad i bilen, så der skal det være let at have med.

 

 

 

 

Skriv et svar